Sådan putter du dit barn, når dit barn ikke vil sove

Sådan putter du dit barn, når dit barn ikke vil sove
9. april 2018 Lars Henriksen
4 konkretet tips til at få dit barn til at sove

Jeg bliver sindssyg, hvis du ikke sover lige nu!

Okay, du har gjort alt det, de kloge siger: Du har sørget for en rolig afslutning på dagen, undgået skærmtid den sidste halve time, fortalt en godnathistorie og endda sunget en sang. Selv den dæmpede belysning er der styr på.

Men alligevel vil dit barn ikke sove. Det er ikke engang tæt på, og nu er det gået en time, siden du sagde godnat. Din dyrebare voksentid bliver spist bid for bid af det monster, der bare bliver ved med at råbe fra sin seng.

Et kvarter mere, og nogen kommer til skade…

Alle forældre har været der. Dem, der siger andet, lyver. Men hvad gør man, når alle traditionelle midler er opbrugt? Man bruger de utraditionelle!

Spørgsmålet er bare, at hvis man er nået dertil, hvad virker så egentlig?

1. Godnat og sov… dårligt?

Den ubetinget mest omdiskuterede metode i kategorien det-her-gør-jeg-normalt-ikke-men-nu-gør-jeg-det-altså-alligevel, er ’Godnat og sov godt’. En metode, hvor man lader sit lille barn græde og kun kommer ganske kort ind til det med cirka fem minutters mellemrum.

Metoden er udviklet af den spanske læge Eduard Estivil og journalisten Sylvia de Béjar og beskrevet i den globalt storsælgende bog med samme navn. I 2012 svarede 42 procent af danske forældre, at de havde afprøvet metoden.

Meningerne er lige så delte, som de er følelsesladede. Den videnskabelige forskning, som der faktisk er en hel del af, peger da også både i retning af, at metoden er dybt skadelig og helt harmløs for barnet. Lige som der også er uenighed om, hvor effektiv den er. De store linjer er dog, at metoden er ret effektiv på de fleste børn, men også potentielt skadelig.

”Godnat og sov godt” er umidlertid kun én af rigtig mange versioner inden for det, der i fagsprog kaldes CIO-metoden (Cry It Out). Fælles er troen på, at gråd i forbindelse med søvn er helt naturlig, når et barn skal lære at falde til ro på egen hånd. Og det skal ethvert barn. At nusse eller rokke det i søvn er ikke bare et skråplan, men skader barnets evne til falde i søvn på egen hånd, når det vågner om natten.

I hvilket omfang – og hvordan – barnet skal have lov til at græde, er dog omstridt. Den bedst kendte metode er udviklet af børnelægen Richard Ferber.

Fagfolk anbefaler, at du finder den version, du synes passer bedst på dig og dit barn. Men vid, at en hel del eksperter på området fraråder helt at bruge CIO-metoder. Blandt dem, der anbefaler dem, er American Medical Association og søvnforskerforeningen American Academy of Sleep Medicine. Der findes ingen anbefalinger fra officielt hold i Danmark.

2. Den magiske kanin

Der findes et gigantisk marked for bøger, der lover at få dit barn til at falde nemmere i søvn. Også uden gråd. Især på engelsk er der meget at vælge imellem, men også på dansk er der flere.

Én bog hæver sig dog over dem alle: ”Kaninen der så gerne ville sove”.

Den er skrevet af en svensker (men oversat til en lang række sprog, herunder dansk) benytter sig af psykologiske afspændingsteknikker, der skal få barnet til at slappe af. Nærmest som hypnose. Og det virker ganske effektivt ifølge en lang række fagfolk, også danske. At bogen ganske usædvanligt for sin art har ligget øverst på salgslisten hos verdens største internetboghandel, amazon.com, endda i ugevis, peger på, at mange forældre også oplever en god effekt. Eller også er de bare desperate.
Læs mere om bogen og dens effekt her.

3. Få selv sovet noget mere

En af grundene til, at ingenting virker over for dit lysvågne barn, er måske, at du ikke har den nødvendige (i forvejen stærkt udvidede) tålmodighed. Og det har du måske ikke, fordi du er træt.

Her bliver man ind imellem nødt til at træffe den svære, men kloge beslutning om at gå tidligt i seng. Selv om det i praksis betyder, at man nærmest ikke har haft to minutters alenetid, inden man skal sove. Og selv om der jo lige var alle de der ting, man gerne ville nå!

For at få alenetiden tilbage igen (ved at få barnet til at sove hurtigt), kan det dog være den rigtige prioritering først at få energien tilbage.

4. Lav en søvndagbog

Kan du heller ikke få dit barn til at sove, selv om du selv er udhvilet, er der nærmest kun et enkelt skud i bøssen tilbage: Gå systematisk til værks og lav en dagbog over dit barns søvnvaner for at finde mønstre, der kan pege i retning af problemet. Og løsningen.

Du kan bruge denne dagbogsformular:

Vilters sove-skema

Hent sove-skemaet som pdf

Held og lykke. Og sov godt!

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*