Fillepinger, Uffe og Affe og balladen om bolsjerne – del 1 af 2

Fillepinger, Uffe og Affe og balladen om bolsjerne

del 1 af 2

Drømmebolsjerne er væk, og byens værste tyveknægte står sikkert bag. Nu går den vilde bolsjejagt, og I får hjælp af en særlig dreng med særligt lange fingre.

Karakterer du møder på rejsen

                 

del 1 af 2

Pff pff pff pffffff
Du gnubber dig i øjnene i søvne. Hvad var det?
Pff pff pff pffffff pff pfffff
Der var lyden igen! Siden du ikke kan se, hvad det er for en mærkelig lyd, gnubber du dig i ørene i stedet for.
Pffff pffff pfffffffffff
“Øv, alle tonerne er væk!”
Det er Vilter Ørngot, du kan nemt kende hans stemme! Men verdens bedste drømmepilot lyder ikke særlig glad. Du åbner dit mindst trætte øje. Vilter sidder i skrædderstilling ved fodenden af din seng med sin mundharpe.
“Har du taget mine toner, dit barn?” spørger Vilter.
Du åbner forsigtig det andet øje også.
“Jeg sov, Vilter, og jeg plejer aldrig at stjæle ting i søvne,” siger du og strækker dig. “Tror du ikke bare, du er ude af træning?”
Du rækker ud efter mundharpen, og Vilter giver dig den.
Pffff pffff pfffffffff
Den siger virkelig ingenting uanset, hvor meget du puster.
“Du har ret, Vilter, der er ingen toner tilbage i den.”

“Det her mysterium kræver vist drømmebolsjer,” siger Vilter.
Han kaster et bolsje pakket ind i knitrende, glinsende rødt papir over til dig.
“Haha, meget sjovt Vilter,” siger du, da du prøver at pakke bolsjet ud. Slikpapiret er tomt. Vilter ser forvirret ud og graver i sin slikpose.
“Nogen har kravlet ind i slikposen og stjålet alle bolsjerne! Det er en kaffestrofe!”
“Du mener katastrofe,” siger du.
“Det var jo det jeg sagde, dummernik. En kaffestrofe!”
Så får Vilter øje på noget. Han peger på dit vindue.
“De der pillefinger-aftryk kender jeg godt!” siger han.
Nu ser du det også. Vinduet er fyldt med fingeraftryk. Det ser næsten ud, som om to hænder er gået hen over vinduet.
“Fillepinger, kan du så komme frem,” siger Vilter strengt.
“Fillepinger, hvem er det?” spørger du.
“Shh,” sjysser Vilter. “Lyt!”
Nogen kravler rundt under din seng. Så bliver nogen stille igen.
“FILLEPINGER!” råber Vilter strengt.
Bonk.
“Av,” siger nogen under sengen. “Mit hoved!”

Så ser du otte lange fingre gribe fat om din madras (nej, du kan ikke se tommelfingrene, de holder fast på undersiden). De lange fingre sider på to hænder for enden af lange tynde arme, som er ved at hive den krop, de sidder fast på, ud fra under sengen. Et stort, gråt og krøllet hår dukker op. Under det store, grå og krøllede hår sidder der et hoved. Fillepingers hoved. Langsomt trækker han sig ud i fuld længde. Det er en dreng på din alder, måske et år ældre. Eller måske 40 år ældre. Det er ikke rigtig til at sige. Sådan er det med nogle mennesker.

Vil du læse mere?

Denne godnathistorie er en del af Drømmepakke 1

Udover denne historie får du 9 andre spændende, sjove og skøre godnathistorier hvor dit barn har hovedrollen sammen med Vilter Ørngot, verdens bedste drømmepilot. Lad dit barn drømme med Vilter i aften!