Beddy

Hvem er:

Beddy

–  din meget søvnige flyvende seng

 

Se alle vores karakterer

Kan du huske Beddy – en af de mest søvnige figurer i Vilters drømmeverden. Beddy er ikke kun med i Vilters godnathistorier. Han findes også om dagen og bor inde på dit værelse! Og det skal du være glad for, for ellers ville du gå rundt og gabe hele tiden… 

Vilter fortæller:

 

Selv om du måske ikke husker Beddy, kender du ham rigtig godt. Han er nemlig en af dem, du er sammen med allermest. Mere end dine venner, mere end dit legetøj og endda mere end dine forældre.

Beddy er stor og tung, men han er også dejlig blød. Du kan især godt lide ham, når han lige har fået rent tøj på. Og så har han fire ben. Har du gættet, hvem han er?

Haha, han er jo din seng! Jowjow, den er god nok. Beddy er din helt egen seng. Din talende, flyvende og lidt mopsede seng.

Jeg er nu ret sikker på, at du godt vidste, hvem han var. Han talte til dig den aller første gang, jeg kom og besøgte dig, kan du huske det?

Beddy er et meget roligt væsen. Det er de fleste senge. De kan rigtig godt lide at sove, især når der ligger børn og sover i dem. Men selv når børnene er i skole eller i børnehave, sover de. De sover faktisk næsten ​heeele​ tiden.

Også Beddy.

Han har brug for at sove, for når han kommer med i vores drømme, skal han ud at flyve langt. Det er noget af det bedste han ved, og han er god til det!

Det ser ret vildt ud, når han maser sig ud gennem dit vindue. Han er virkelig god til at trække madrassen sammen, så han fylder lidt mindre, men du skal stadig passe på, at du ikke slår hovedet mod vinduesrammen på vejen ud! (Dét har jeg prøvet, og jeg fik en bule, der var så stor, at jeg tegnede øjne og mund på den og kaldte den for Bulemonsteret.)

Udover at flyve er Beddy utrolig glad for og god til at brokke sig. Han har det med at rulle med madrassen og brokke sig over det meste med sin dybe stemme. Du skal ikke tage dig af det, sådan er han bare. Men husk, at du aldrig skal lægge dig til at sove på en sur Beddy, så får du ondt i ryggen.

Synes du, at det er længe siden, du har været ude at flyve med ham? Så lad os tage på drømmetur med ham i en af de historier, han er med i!

Håber vi ses i nat, min ven.

Hilsen verdens bedste drømmepilot

Vilter Ørngot

 

Du kan komme ud og flyve med Beddy i følgende historier: